Da Andreas fik sit første FIFO-job i Australien, begyndte pengene for alvor at komme ind på kontoen.
Omkring 4.000 australske dollars udbetalt pr. arbejdsuge. Mad og indkvartering betalt. Og næsten ingen steder at bruge pengene.
For den danske tømrer lignede det en ret god aftale.
Han havde brugt måneder på at få jobbet. Nu var han endelig kommet ind, og til at begynde med gjorde det ikke noget, at arbejdsdagene var lange. Det betød bare flere penge.
Men efterhånden begyndte noget andet at fylde mere end lønnen.
Fire måneder på at få en fod indenfor
Andreas rejste til Australien med ScandiMate i oktober 2024. Efter at have arbejdet og oplevet livet i blandt andet Sydney og Gold Coast fik han lyst til at prøve FIFO.
FIFO står for Fly In, Fly Out. Man bliver fløjet ud til arbejdsstedet, bor der under arbejdsperioden og flyver hjem igen, når man har fri.
Andreas endte i Perth, hvor han gik i gang med at søge. Han tog relevante kurser, sendte ansøgninger og forsøgte at få kontakt til virksomhederne.
Det var sværere, end han havde håbet.
Han havde erfaring som tømrer og talte godt engelsk. Alligevel var der ikke meget respons. Derfor begyndte han at ringe og følge op igen og igen.
Imens arbejdede han med at bygge store landbrugsbygninger. Der gik omkring fire måneder, før han fik muligheden.
Og da den kom, var der ikke lang betænkningstid. Han skulle til lægeundersøgelse i Perth og være klar til at komme afsted.
Et lille propelfly og langt til nærmeste storby
Andreas havde forestillet sig, at turen på arbejde skulle foregå i et stort fly.
I stedet blev han bedt om at møde op i en lille lufthavn uden for Perth. Her ventede et propelfly med plads til otte mennesker.
For en mand, der tidligere havde været meget flyskræk, var det lidt af en start på det nye arbejde.
Destinationen var et mineprojekt langt ude i Western Australia. Ifølge Andreas var der omkring 1.200 kilometer til Perth.
Her skulle han være med til at bygge den camp, medarbejderne skulle bo i.
Han var ansat som tømrer, men arbejdsdagen lignede ikke den, han kendte hjemmefra. Det gjorde omgivelserne heller ikke.
Tre uger på arbejde. Én uge hjemme
Andreas’ normale arbejdsrytme var tre uger ude og én uge hjemme.
Når der var brug for det, blev han længere. Den længste periode blev seks uger i træk med 12-timers arbejdsdage.
Han fortæller om temperaturer på op mod 47 grader og en camp med enkle forhold. Det gamle airconditionanlæg husker han især for støjen. Han sammenligner det med en Honda Civic, der stod og larmede.
Det var et stykke fra de flotte faciliteter, han havde set i videoer på TikTok.
Til gengæld var der et godt kammeratskab. Folk forsøgte at holde humøret oppe, og de vidste alle sammen, hvad de andre stod i.
De havde trods alt kun hinanden derude.
Lønnen steg, da han blev formand
Pengene var i begyndelsen en stor del af motivationen.
Andreas fortæller, at han fik omkring 4.000 australske dollars udbetalt pr. arbejdsuge i sit første FIFO-job. Senere blev han formand, og beløbet steg ifølge ham til omkring 5.500 australske dollars.
Når mad og indkvartering samtidig var dækket under opholdene, kunne han hurtigt se forskellen på kontoen.
Når han kom hjem på friuge, var der også råd til at bruge penge. Hotelophold, champagne og byture. Han vidste jo, at der snart kom flere.
Men den høje løn begyndte efterhånden at føles almindelig.
Det gjorde de lange arbejdsperioder ikke lettere.
Udbrændt på den første dag
På en af arbejdsperioderne mærkede Andreas det allerede, da han kom tilbage.
Han var fuldstændig udbrændt. Og foran ham lå flere ugers arbejde.
Selv små opgaver krævede, at han forklarede sig selv, hvad han skulle gøre. Tage skruemaskinen. Løfte den. Sætte den mod skruen.
Det job, han havde kæmpet for at få, var blevet svært at komme igennem.
“Jeg havde jo flere penge, end jeg vidste, hvad jeg skulle gøre med. Men jeg var bare ikke glad.”
Det var heller ikke kun arbejdet, der sled.
Andreas savnede en hverdag uden for campen. Vennerne var langt væk, og det var svært at holde fast i relationer, når han kun var hjemme en uge ad gangen.
Han fortæller også om en kvinde, han var glad for, men som han ikke fik et forhold til at fungere med, fordi han var så meget væk.
Til sidst tog han en pause og vendte tilbage til Sydney.
Han ville stadig have prøvet det
I Sydney fik Andreas igen tid til at se venner og lave noget efter arbejde. Han fortæller, at han gerne ville acceptere en væsentligt lavere løn for at have den hverdag.
Alligevel fortryder han ikke FIFO.
Han beskriver det som en af sine vildeste oplevelser og udelukker heller ikke at vende tilbage. Nu ved han bare mere om, hvad det kræver af ham.
Hvis nogen havde fortalt ham om bagsiderne på forhånd, ville han stadig have sagt ja. Han havde brug for selv at prøve det.
Hans råd til andre er derfor at opleve Australien først. Arbejde, rejse rundt og lære landet at kende, inden hele opholdet kommer til at handle om FIFO.
Og hvis lysten stadig er der, skal man være klar til at gøre en indsats. For Andreas tog det måneder at få jobbet. Det krævede både forberedelse og vedholdenhed.
Han kom derud for at tjene penge og prøve noget nyt.
Han kom tilbage med begge dele – og en større forståelse for, hvad han gerne vil bruge sin tid på.
Hør hele Andreas’ historie i ScandiMates podcast, hvor vi taler om vejen ind i FIFO, lønnen og livet langt ude i den australske ødemark.
Løntallene er Andreas’ egne oplysninger om hans konkrete job og gælder arbejdsuger. Hans friuger var uden løn. Arbejdsforhold og løn varierer mellem stillinger og arbejdssteder.



