23-årige Simon Fusvad Lassen fra Vejle, blev færdig som EUX tømrer i september 2018. Han afsluttede sin svendeprøve med sølvmedalje, som er den højeste anerkendelse, man kan få inden for tømrerfaget. I marts måned 2019 rejste Simon til Australien for at opleve håndværkerfaget downunder.
Tømrerfaget har altid haft Simons interesse. Lige fra han var helt lille, har man kunnet finde ham i værkstedet. Her var Simon i selskab med sin morfar, som gav sin viden om metal- og træsløjd videre til sit barnebarn. Det var her, Simon fik smag for og stiftede bekendtskab med duften af tømrerfaget. Et minde der har fulgt ham lige siden: ”Jeg elsker tømrerfaget. Duften af træ og glæden ved at skabe noget er to vigtige parametre for mig”, siger Simon, som samtidig pointerer, at alsidigheden i faget, kombineret med kundekontakt og muligheden for at hjælpe andre, er det fede ved netop hans fag.
Allerede som 17-årig fik Simon smag for at rejse, hvor han tog et år til USA på udveksling. Efter Simon havde færdiggjort sin uddannelse, varede det ikke længe før udlængslen igen trak i ham. Australien har altid stået højt på listen over steder, Simon gerne ville besøge, og der var således ikke langt fra tanke til handling, om at undersøge mulighederne for at komme afsted. I den forbindelse faldt Simon over en artikel i avisen om virksomheden ScandiMate, der lige var gået i luften.
”Det passede helt perfekt. Jeg var allerede fast besluttet på, at jeg skulle til Australien, så det at Alexander – stifteren af ScandiMate – kunne hjælpe mig med de sidste detaljer var super. Han var blandt andet behjælpelig med bolig, et skattenummer så jeg kunne arbejde, og han skaffede mig også mit første job ved et byggefirma hernede.”
Drømmen om selvstændighed og rundrejse

”Jeg havde en drøm om at rejse rundt i Australien. Så jeg tænkte, at hvis jeg startede mit eget firma, ville det nok være nemmere at finde arbejde undervejs. Derfor fik jeg mit eget virksomhedsnummer, og kunne efterfølgende leje mig selv ud til større virksomheder.”
I dag arbejder Simon som selvstændig i sit eget firma, SF Carpentry. Han rejser rundt i Australien, tilbyder sin arbejdskraft til forskellige virksomheder eller enkeltpersoner. Når han er færdig med et projekt, pakker han sine ting sammen og søger nye udfordringer, hvad enten det er nye dele af Australien der skal udforskes, eller et nyt projekt, hvor han kan tilbyde sin arbejdskraft.
”Jeg fandt ud af, at der var flere penge i at starte selv, men formålet med hele min tur er, at jeg kan arbejde og rejse rundt, og samtidig få en masse nye oplevelser. Jeg har købt mit eget værktøj og min første bil, en Toyota Land Cruiser, så jeg har alle forudsætninger for at tage arbejde forskellige steder rundt i landet. På den måde kan jeg selv bestemme hvor og hvornår, jeg har lyst til at arbejde.”
Det er ikke bare at tage afsted

Men som Simon også fortæller: ”Et år i Australien er jo ikke noget man bare gør. Ganske vidst tager ScandiMate’s startpakke hånd om alle de praktiske ting ved rejsen, hvilket i sig selv er en kæmpe hjælp, men når det så er sagt, så er man stadig selv afsted på tur. Eftersom jeg var en af ScandiMate’s første kunder rejste jeg også afsted alene. Så jeg skulle ud og skabe nye bekendtskaber, og alt der nu ellers hører til at flytte til et nyt sted. Og tilmed foregår det hele også på et andet sprog, så det skal man også tage med i ligningen.”
”Da jeg forlod Sydney og rejste op af østkysten, startede jeg helt forfra igen. Jeg kom til Cairns og havde ingen bekendtskaber. Jeg boede 2 måneder i min bil på en campingplads. Jeg sov i mit rooftop tent (et telt monteret på toppen af bilen), indtil jeg fandt et arbejde. Det meste af min dag i Cairns gik med at ringe rundt til tømrermestre. Her imens tog jeg mit dykkercertifikat på Great Barrier Reef.”
Fremtiden byder på ingeniørstudiet.

”Når jeg engang bliver mæt af oplevelserne i Australien og har været en tur på ø-hop på vejen hjem, så er planen, at jeg flytter til Aarhus for at læse til ingeniør. Jeg ved endnu ikke helt, hvad der skal ske med min virksomhed, men det vil i hvert fald være ærgerligt bare at opgive den og mit håndværk, så jeg håber, at jeg kan holde SF Carpentry kørende på en måde.”
Har du nogle råd til dem der overvejer at tage af sted?
”Tag afsted! Det kan godt være, man er lidt i tvivl om, hvorvidt det er det helt rigtige. Men det som jeg har husket mig selv på, når det har været lidt hårdt er, at du altid kan tage hjem igen. Der er ikke noget at tabe, uanset hvad der sker bliver man en oplevelse rigere. Jeg er sikker på, at min tur bliver en oplevelse for livet, og jeg tager rigtig meget med mig hjem hernede fra.”
“Jeg kan virkelig kun anbefale andre at tage springet, og lige som jeg starte virksomhed, købe en 4-hjulstrækker, værktøj og prøve at stå på egne ben. Det er helt sikkert en kæmpe oplevelse.”
Skrevet og redigeret af Anna Hørby